Sæson 2021 i Holbæk Golfklub

Kære klubmedlemmer,

Så står sæson 2021 for døren, og der skal igen til at være en masse aktivitet på Kirsebærholmen.

Vi slår sæsonen i gang med vores traditionsrige ”Åbningsturnering” Søndag den 11. april.

Grundet de gældende Corona- restriktioner, bliver formatet anderledes end vi plejer. Ingen samling med morgenmad, standerhejsning, formandstale og fælles præmieuddeling med amerikansk lotteri.

I år vil vi have løbende start fra kl. 09.00, og når vi har færdigspillet vores runder, tager vi hjem igen.

Spar Nord, er sponsor for turneringen, og dagens overskud, fra matchfee og sponsorat, vil gå til Scleroseforeningen.

I matchfee på kr. 150,- er indeholdt en banesandwich og 1 øl/sodavand fra Albatros.

Albatros tilbyder også smørrebrød, som take away til at tage med hjem efter matchen.

3 stk. smørrebrød for kr. 70,-. Husk at bestille inden torsdag den 8. kl. 15.00 på tlf. 22 59 17 63

Jeg glæder mig rigtig meget til Åbningsturneringen, også til at restriktionerne pga. Covid-19 bliver lempet lidt mere, så vi kan begynde at samles under vante former i lidt større grupper, både udendørs og indendørs, og særligt i Restaurant Albatros med lidt mad og noget at drikke.

Vi har fra bestyrelsen benyttet Corona nedlukningen til at give vores indgangsparti, køkken- og bar område, en alvorlig overhaling og nyindretning, som vi håber bliver til glæde for os alle sammen. Vi har også lagt vægt på at skabe nogle bedre, og mere up-to date arbejdsbetingelser for Hanne og Jimmy i Restaurant Albatros.

Sus Thorslund, som byggestyrer, vores dygtige lokale håndværkere og Klubhusudvalget har lagt en rigtig stor indsats i at nå et rigtig godt resultat.

I skrivende stund, er vi stort set færdige med alt, dog mangler en væsentlig ting, nemlig et nyt øl-anlæg fra Royal Unibrew, men det er undervejs, og skal nok blive monteret inden vi, forhåbentlig snart, får lov at åbne for vores klubhus.

Vores nye træner Nick Jensen er allerede i fuld gang med både holdundervisning og enkelt lektioner, nu også med mulighed for Trackman måling. Shoppen er også ved at være godt ekviperet med et meget større vareudvalg, end sidste år, så der er god mulighed for at gå på opdagelse blandt de nye varer og blive fristet til at købe nyt udstyr, tøj og sko. Nick vil både være på træningsbanen og i shoppen, for at vejlede om de ”rigtige” køb af nyt udstyr.

Husk shoppen er vores egen, så et overskud kommer klubben til gode.

Vores garvede forretningsfører Ole, vil fortsat svinge pisken i servicecenteret og hjælpe os alle med råd og dåd om store og små problemer og opgaver: Personaleansvar for vores medarbejdere, administration omkring kontingentforhold, Sponsorer, kontakt til leverandører, DGU, Golfbox, Golfstore, nye medlemmer, skift af bagskabe, hjælp til meddelelser på hjemmesiden +++.

Annette har morgenvagterne i servicecenteret, med dagens bogføringer, udlevering af buggier og opfølgning på om vi medlemmer får betalt vores kontingent og andre udeståender.

Vores torsdage, med begynder- og juniortræning, bliver styrket i år, med Nick som ansvarlig for juniordelen og Jan Nielsen med ansvar for begyndertræning og spil. Giv gerne nogle af jeres ”ikke golfspillende venner” et lille skub, og få dem til at kikke ud til os torsdag eftermiddag, så kan det være interessen for vores spil kan blive vakt.

Vi har heldigvis været forskånet for voldsomme storme og oversvømmelser i vinter, så vores bane står allerede flot, lidt slidt rundt om greens, på grund af en rigtig stor spilleaktivitet gennem hele vinteren, men med lidt kunstgødning, og forhåbentlig lidt mere varme i den kommende tid, skal banen nok blive endnu bedre. Jeg vurderer at vores tiltag med at spille fra måtter, har skånet vores fairways rigtig meget hen over vinteren.

Vores greenkeeperstab kommer i år til at bestå af Søren, Michael og Lasse(ny mand) som fuldtidsansatte, Jesper som elev og Hans som sæsonansat. Med både rutinerede og nye kræfter ser jeg frem til en bane af rigtig god standard i år. Yderligere har vi også investeret i lidt nyt materiel, så forudsætningerne her også er gode til den nye sæson.

Der er allerede også god aktivitet i alle vores udvalg, selv om det ikke kan lade sig gøre at mødes fysisk endnu.

Skulle du have lyst til at deltage i frivilligt arbejde i HGK, så tag gerne kontakt til en i bestyrelsen, så skal vi nok finde en relevant plads.

Følg med på medlemssiden af vores hjemmeside for at se hvad, der sker, og hold øje med kalenderen for 2021.

Med håbet om en rigtig god Åbningsturnering og en fantastisk sæson for Holbæk Golfklub, de bedste hilsener.

Bjarne Kjærside

Formand